Kongeegen A/S vinder Arkitekturpris
Vi er utroligt stolte af at have vundet Fredensborg Kommunes Arkitekturpris 2024 for transformationen af ejendommen Kildehøj i Nivå, der nu rummer 12 eksklusive lejeboliger.
Bedømmelseskomiteen udtaler:
“Der knytter sig en særlig historie til ejendommen Kildehøj i Nivå. Bygningerne blev opført i årene 1884-85 til Wilhelmine Hage, moder til godsejer Johannes Hage. Johannes Hage var politiker, teglværksejer, filantrop og stifter af Nivaagaards Malerisamling.
Kildehøj har gennem tiderne været anvendt til forskellige formål – senest institution til behandling af unge.
Omdannelse og transformation af de eksisterende bygninger ved Kildehøj taler lige ind i tidens klimadagsorden:
Ejer Ib Henrik Rønje har gennemført et projekt, hvor der på den ene side tages hensyn til de bevaringsværdige bygninger, og på den anden side er der skabt 12 nye tidssvarende boliger, som udnytter bygningernes rummelige kvaliteter.
Da byggeriet står for mellem 30-40% af den samlede C02 udledning, er det at genanvende de bygninger vi har og kun bygge nyt når det er absolut nødvendigt, en måde at hjælpe med at nedbringe C02 udledningerne.
Så for den fine omdannelse og transformation af ejendommen Kildehøj tildeles Fredensborg Kommunes arkitekturpris 2024″.