Kongeegen A/S sælger klassisk ejendom på Frederiksberg til PenSam.
Den ca. 3.400 m2 store tidligere fabriksbygning beliggende på Finsensvej 6D er solgt til pensionsselskabet PenSam, der leverer arbejdsmarkedspension til FOA’s faggrupper.
Den centralt beliggende bevaringsværdige ejendom i 3 etager fra 1897 er oprindeligt opført som konfektionsfabrik af August Neuberts Fabrikker. Efterfølgende har ejendommen huset mange forskellige erhverv, inden den i 2000 blev ombygget til moderne kontorejendom i ”New Yorker” stil. Ejendommen fremstår i dag med det oprindelige arkitektoniske udtryk som klassisk fabriksbygning med mange tidstypiske detaljer – bl.a. facader i gule sten og markante småsprossede jernvinduer, der giver et massivt lysindfald.
”Vi er utroligt glade for aftalen med PenSam,” siger adm. direktør Ib Henrik Rønje, Kongeegen A/S. ”Ejendommen har været en del af vores portefølje i mere end 20 år, hvorfor det var vigtigt for os, at den kom i gode hænder. Størstedelen af ejendommen er tidligere på året udlejet til Copenhagen Business School til administration og undervisning,” slutter Ib Henrik Rønje.
Carsten Gröhn, Head of Private Capital and Real Assets i PenSam, glæder sig over at føje endnu en ejendom til porteføljen: “Som led i vores strategi om at øge investeringerne i danske ejendomme, har vi grebet muligheden for at erhverve denne ejendom med god beliggenhed på Frederiksberg tæt på både metro og indkøbsmuligheder. Vi glæder os til samarbejdet med ejendommens lejere, herunder CBS, og jeg er sikker på, at ejendommen bliver en god investering for vores 430.000 pensionskunder,” siger Carsten Gröhn.
Fokus Asset Management har formidlet ejendommen off-market og sammen med Kammeradvokaten og COWI rådgivet PenSam.
For yderligere information
Ib Henrik Rønje, adm. direktør i Kongeegen A/S, mobil 2047 1144, ihr@kongeegen.dk
Carsten Gröhn, Head of Private Capital and Real Assets i PenSam, mobil: 2677 2527, cgr@pensam.dk